Konebanen og Alhedestien
Skelhøjes opståen skyldes jernbanen som via Karup forbandt Herning og Viborg. Som den eneste station på strækningen fik Karup en mandlig stationsmester. For at spare blev der ved de øvrige stationer, herunder Skelhøje, ansat kvindelige ekspeditricer, som ikke
skulle ha’ så meget i løn som mændene.
Ekspeditricerne var baneformændenes koner og skulle sælge billetter, ekspedere gods, ordne postforretninger og gøre rent, og banen fik derfor hurtigt øgenavnet ”Konebanen”.
Læs eventuelt mere her: Konebanen
Banen blev nedlagt i 1971. Skelhøje Station og de tilhørende faciliteter er i dag fjernet og området er nu indrettet med legeplads og grønt areal. Dele af den gamle betonperron står stadig som et levn fra fortiden. Senere blev det besluttet at anlægge en cykelsti, hvor jernbanen havde gået og i 1992 var den såkaldte Alhedesti færdig i Karup kommune. 3 år senere var
stien færdiganlagt på hele strækningen fra Herning til Viborg. I dag kan man cykle hele vejen fra Herning til Viborg ad den tidligere jernbane.
I 2024 fik en stor del af den 48 km lange Alhedesti ny asfaltbelægning og blev gjort bredere, så den i dag fremstår særdeles indbydende. Stien er bilfri og ideel til cykel- og vandreture.
https://www.karup-by.dk/konebanen.htm
Skelhøjes historie